Sommerferie
(26. jun. - 13. aug. kl. 10-16)

Sommerferieaktiviteter (gratis, når entreen er betalt): Veterantog ved museet (kl. ca. 11-15.30), minitog, udendørs eller indendørs (kl. 11-16) og dræsine (kl. 11-16). - Alle aktiviteter kan gennemføres uanset vejret.
Entre: barn 40 kr., voksen 80 kr., familie 200 kr.

Kun ganske få jernbanemuseer kan tilbyde en tur med et rigtigt veterantog som en del af et helt almindeligt besøg; men det kan Danmarks Jernbanemuseum i sommerferien og i øvrigt også i flere andre perioder året igennem.

I toget indgår typisk 2 vogne: Der er en såkaldt skovvogn - d.v.s. en halvåben vogn - der i 1880 blev bygget til at køre sommerkørsel på Klampenborgbanen ved København. Vognen er for nogle år siden blevet rigtigt flot restaureret. Den anden vogn er fra 1929 og er en såkaldt rystevogn; den har kørt på forskellige lokale baner i Danmark. Begge vogne har åbne endeperroner og en "rystende komfort", så en tur med dem giver en god oplevelse af en togtur i de "gode" gamle dage.
Toget bliver enten trukket af et lille damplokomotiv fra 1901 eller af en flot teaktræsbeklædt motorvogn fra 1927.

Turen udgår fra en station på selve museet, den er et par km lang og tager 5-10 minutter, så den kan sagtens indpasses i selv et lidt presset besøg. Der køres hver dag i perioden mellem kl. ca. 11 og 15.30. Turen er gratis, når entreen er betalt.

Også en tur med museets minitog er gratis, når entreen er betalt, og både børn og voksne kan få en tur på toget, der er bygget i ca. 1:7. - I dårligt vejr køres inden døre. I godt vejr foregår turen udendørs på en noget større bane. Der køres dagligt ca. kl. 11-16.

Man kan også prøve kræfter med en vippedræsine - eventuelt sammen med venner eller familie.

Museet store, udendørs modelbane kører om sommeren, og du kan selv styre et par af banerne.

Al veterantogskørsel med forbehold for ændringer.